tirsdag den 1. september 2009

Refleksionsnotat 1

Hvad er mine forventninger til valgfaget: informationskompetence?
Hvilke tanker har jeg gjort mig mht udbyttet?
Hvad er min motivation for at deltage?
Hvad kunne jeg forestille mig evt. problemstillinger kunne være?

D. 2.9-09: I forbindelse med mit studenterjob på Konservatorskolens bibliotek, støder jeg ofte på studerende som er usikre på hvordan de finder den information som er relevant for deres projekter - og som er usikre på hvordan man søger i en database, hvis brugergrænsefladen er forskellig fra eksempelvis "Google".
Jeg har derfor valgt at deltage på dette valghold fordi jeg gerne vil lære mere om hvordan man kan styrke studerendes informationskompetencer. Jeg kunne tænke mig at diskutere om det er muligt at udvikle værktøjer (ex. e-tutorials) som kan skræddersyes specifikke uddannelser, og hvorvidt disse faktisk er medvirkende til at udvikle de studerendes informationskompetencer - eller om der skal "gammeldags" face-to-face" kommunikation til?

Jeg kunne dog have ønsket at jeg var bedt om at reflektere over ordet "informationskompetence" inden første undervisningsgang, da min opfattelse af begrebet er blevet væsentligt udvidet efter denne dag.

Min første umiddelbare opfattelse af begrebet var at det havde noget at gøre med:

1. At kunne fokusere på en problemstilling
2. At kunne foretage en litteratursøgning på baggrund af denne problemstilling
3. At kunne foretage en kildekritik, herunder et vurdering af relevante databaser
4. At kunne udvælge det relevante litteratur
5. At kunne anvende/formidle det udvalgte litteratur

Hvad jeg ikke havde tænkt over var skelnen mellem kunnen/viden. Jeg mener ikke at det er forkert at anse informationskompetence som noget der kan indlæres på ligefod med anden kundskab, og som med anden kundskab/viden så udvikles denne kompetente evne ved hyppig brug.

Ligeledes spørgsmålet om hvorvidt det er enhvers ret at være informationskompetent, og i så fald hvem der (rent samfundsmæssigt) bærer ansvaret? Hvem skal uddanne befolkningen - skal det indgå som et fag i folkesskolen? Eller skal man lave større samarbejde mellem bibliotekarerne tilknyttet landets gymnasier - som ifølge den nye reform skal være "studiekompetente" - hvad dette begreb så præcist dækker over?. Eller skal der først i gangsættes en egentlig undervisning når man er tilknyttet en højere læreanstalt? - Men hvad skal der så ske med de personer som vælger ikke at tage en gymnasiel eller videregående uddannelse - er disse så tabt i forhold til at udvikle deres informationskompetente evner? - Disse spørgsmål er jeg ikke i stand til at svare på pt. , men for mig absolut vigtige at få diskuteret, da det i høj grad kan påvirke bibliotekarernes rolle.

Min umiddelbare tanke er at det selvfølgelig er bibliotekarer som skale stå for videregivelsen af den informationskompetente viden, men dette afføder ligeledes flere spørgsmål: nemlig hvorvidt bibliotekarer magter at uddanne "folk" i pkt 4-5 på ovenstående liste?. Det vil nok kunne lade sig gøre for nogle befolkningsgrupper, men på fag-, forsknings- og uddannelsesbibliotekerne vil jeg mene at det kræver specifikke fagundervisere. Spørgsmålet er så om der på uddannelsesstederne foregår et samarbejde mellem bibliotekarer og undervisere omkring det at udvikle de studerendes informationskompetencer, eller om det ikke anses som et sampil?

Ligeledes havde jeg ikke overvejet at læringsdelen er essentiel for udviklingen af folks informationskompetence, og at der kan tilkobles flere forskellige læringsteorier til det at opbygge informationskompetencer hos en selv eller når den viden skal videregives.
Jeg synes derfor det er vigtigt at diskutere hvorfor bibliotekarer ikke bliver uddannet i disse teorier, og bedre uddannet i kommunikation og formidling - især hvis de/vi skal stå for denne udvikling af befolkningens informationskompetence?

Det vil nok være naivt at tro på at jeg kan få svar på alle spørgsmål, men det jeg håber at få ud af undervisningen er nogle værktøjer til at kunne arbejde videre med dette emne.

Slut på refleksionsnotat nr. 1 (for denne gang)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar