onsdag den 14. oktober 2009

Slutrefleksion

Nu er kurset slut og det er blevet tid til at reflektere over indhold og udbytte. Først og fremmest har kurset været spændende at deltage i. Der har været fine diskussioner som har været med til at lette forståelsen for nogle komplekse begreber - og Camilla har været en udbytterig og kompetent underviser.

Det bliver straks værre, hvis jeg skal svare på om jeg har fået afklaring på nogle af de problemstillinger jeg satte op i første notat. Begrebet "informationskompetence" er ikke blevet nemmere at håndtere, tværtimod synes jeg at de læste tekster og diskussionerne i undervisningen bærer tydelig præg af, at der er vidt forskellige fortolkninger af hvordan begrebet bruges og forstås.

Den noget behavioristiske og standardiserede tilgang jeg havde til begrebet i første refleksion er blevet ændret. Det er at forsimple udtrykket kun at anvende det i forbindelse med at "søge,finde, evaluere", da jeg mener man også skal bruge det i forbindelse med at kunne analysere og perspektivere den fundne information.
Jeg mener ikke man kan lære en række standarder som ex. ANZILL eller ACLR og derved opnå livslange informationskompetencer. Der er mere som peger i retning af at indlæring sker i en bestemt kontekst, og der dermed at tale om en socialkonstruktivistisk læringsform. Men det siger stadig ikke noget om forståelsen af begrebets indhold. Forståelsen skifter alt efter hvilken branche man beskæftiger sig med, og selv indenfor bibliotekarkredse er man ikke helt enige.

Måske har begrebet udlevet sig selv? Måske er begrebet blevet til et "paraply-begreb" som dækker over flere facetter af begrebet. Derved kan underpunkter som informationssøgningsteknikker, kildekritik, analyse og perspektivering, studieteknik, stå side om side, og man behøver ikke diskutere forståelsen af begrebet, men mere se på hvilke af facetterne der er interessante i en undervisningssituation eller en arbejdssituation. Man kunne endvidere sætte punkter som vidensdeling og læring i praksisfællesskaber ind under paraplyen, da disse også kunne belyse begrebet informationskompetence.
Ved at de forskellige facetter står side om side betyder ligeledes at man ikke behøver dem alle - eller behøver at vægte dem alle lige højt for at være informationskompetent. Det betyder også at man ikke kun behøver at fokusere på hvad man lærer, men i høj grad også hvordan man lærer.

Jeg synes det har været spændende at få udvidet min horisont - min bibliotekariskeinteresse ligger indenfor uddannelsesbibliotekerne, og derfor har dette kursus været en "øjenåbner" i forhold til uddannelsesbibliotekernes og bibliotekarernes roller. Udviklingen af studerendes studiekompetencer og udviklingen af uddannelsesbiblioteker er emner som jeg ønsker at beskæftige mig mere med.

Jeg kunne have ønsket at kurset indeholdt flere undervisningstimer, og at der havde været mulighed for at gå mere i dybden med nogle emner, men til trods for de få timer, har undervisningen været god, og jeg har opnået en indsigt der har skærpet min interesse for faget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar